Blæst

•26. november 2009 • Skriv en kommentar

Jeg er lidt træt af blæst. Det er spild af energi, hvis jeg må bestemme. Desuden betyder blæst en del for overfarten Ystad/Rønne og jeg gider sq ikke være søsyg, altså. Villum Clausen har en irriterende tendens til at hugge så jeg bliver dårlig af det. I gamle dage blev jeg ikke søsyg ved de gamle færger, men med blikbøtten bliver jeg grøn i fjæset bare ved at se på den i blæsevejr.

Skod.

Og nu er min rejse så udsat til i morgen kl. 06:39 – som om bølgerne i Østersøen har lagt sig nok til at færgen ikke vil hugge i søen. *pft*

Autistisk

•23. november 2009 • Skriv en kommentar

Snotten render, det regner og jeg gad ikke cykle til Fisketorvet. Fakta måtte holde for. Jeg ramte et godt tidspunkt, så det gik endda. Men hold da op, jeg ikke gider deres pålæg udvalg.

Og mens jeg stod og tænkte at jeg hellere ville have noget andet pålæg og sendte glade tanker til Føtex, slog det mig: Jeg interesserer mig bare ikke for mad. Punktum. Det rager mig en høstblomst. Hvis jeg kunne overleve uden at spise, gjorde jeg det nok, for så slap jeg for at tænke over hvad jeg kunne tænke mig.

Jeg kan nemlig ikke tænke mig noget, når det kommer til mad. Jeg er totalt ligeglad. Og alligevel vil jeg have et andet udvalg end hvad Fakta har. Det handler nok bare om at jeg keder mig med det udvalg. For når jeg går i Føtex panikker jeg over udvalget. Det er helt horribelt så mange slags af det samme pålæg man kan få der.

Jeg ønsker mig et køleskab, der fylder sig selv op.

Snot

•23. november 2009 • Skriv en kommentar

Min næse har forvandlet sig til en regulær snotfabrik.

Opdateringer

•22. november 2009 • Skriv en kommentar

Jeg er ret træt af computere. Forleden kom der besked om at der skulle opdateres her og der. I dag satte jeg den så til det. Og resultatet er at højttaleren er blevet væk. Nu kan jeg ikke høre lyd. Hvor er det da irriterende.

Om jeg begriber hvordan ting kan fucke op altid, når det handler om computere. Hvordan kan ting blive væk for den? Jeg har genstartet og jeg har lukket ned og startet op igen. Højttaleren er væk.

Der er SÅ mange windowsbrugere i verden – hvorfor står de ikke sammen og kræver bedre kvalitet? Styresystemet koster sq rigeligt i forvejen, selvom det er fyldt med huller, så der er skal patches og opdateringer og servicepakker til efterfølgende. Det er kun windowsbrugere, der køber ting, der ikke virker optimalt.

Tænk hvis det var en bil? Når man har valgt model og årgang, skal man vælge farve. Dertil kommer så rat, gear, gearstang, soltag, pedaler, bremser, sikkerhedsseler og håndtag til bagagerum. Det er simpelthen hul i hovedet at man skal opdatere – og når man så gør, virker det ikke optimalt bagefter.

Hår

•21. november 2009 • Skriv en kommentar

Jeg sidder og ser Robin Hood med Costner på flimmeren og jeg er helt vild med sheriffen af Nottinghams frisure.

Skuespilleren hedder Alan Rickman – en i øvrigt meget sexet mand, skulle jeg mene.

En eller anden gang tager jeg til frisøren og beder om at få netop dén frisure. Jeg er sikker på at den vil klæde mig. ;-)

Plat humor

•20. november 2009 • Skriv en kommentar

Jeg besidder en totalt plat humor. Jeg ved det. Og jeg er måske også lidt stolt af det. :-D

Til træning står der to kondicykler ved siden af hinanden. Forleden satte jeg mig op på den ene, mens den anden var optaget. Jeg kunne ikke dy mig. Jeg spurgte om vi skulle se hvem der kom først. :-D

Til fremlæggelse forleden brugte en fra holdet projectoren sammen med noget power point show. Da hun var færdig, spurgte hun hvordan hun fik det væk fra lærredet. Læreren sagde at hun skulle trække stikket ud, men jeg sagde at hun skulle bruge svampen. :-D

Ulempen ved sådan en humor er at nogle ikke fanger det. Læreren grinede, men hende på cyklen kiggede bare underligt på mig. :-D

Men jeg glæder mig lidt over at det kommer af overskud. Min platte humor. Fedt. :-D

BA-opgave

•20. november 2009 • Skriv en kommentar

Så er den store proces med at skrive bacheloropgave begyndt. Jeg læste på emu.dk at andre på videregående uddannelser bruger blogs som logbogsværktøj. Så jeg har oprettet en blog til BA-projektet. Den bliver mit centrum – den hvor jeg skriver mine dispositioner, planer, håb og frustrationer i. ;-)

I onsdags afleverede vi en semesteropgave og jeg kan mærke at jeg elsker simpelthen den intense periode hvor man skriver og er fordybet. Jeg er klar over at BA-opgaven er for stor til det intense arbejde, men jeg håber da at finde glimt her og der.

Jeg skal i øvrigt på biblioteket i morgen og se om jeg kan finde hjælp til litteratur. :-D

Ingen interesse

•17. november 2009 • Skriv en kommentar

Jeg kender en gut, som jeg har et noget ambivalent forhold til. Han er i forhold og er derfor udenfor rækkevidde – og hvis han var en mulighed, synes jeg ikke om hans rastløse sjæl, som vist nok er med til at han søger sex udenfor sit parforhold.

Men jeg holder af ham. Jeg fortæller ham de besynderligste ting – og han bare tager imod. I dag sagde han så noget med at han ikke kan have en holdning til det hele og nogle gange interesserer det ham ikke. Det jeg fortæller.

Lidt en øjenåbner. For jeg vil jo bare gerne have at han fortæller mig alt, der ligger ham på sinde – godt eller dårligt. Det eneste jeg ikke gider høre på er hans forhold. Resten er velkomment. Men han har ikke lysten til at dele det med mig, så jeg fortæller bare lystigt om mig og mit – selvom han ikke får alt at vide heller.

Men han interesserer sig ikke for mig og mit. Ikke alt, that is. Det skal jeg jo så rette ind efter og ikke lade munden/fingrene løbe. Gad vide om jeg kan lade være?

Udmattende

•17. november 2009 • Skriv en kommentar

At skrive opgave er udmattende, synes jeg. Den første semesteropgave var skemalagt til aflevering engang i december, men på grund af sygdom hos en af lærerne blev den rykket frem til aflevering i morgen. Helt urimeligt, vil jeg mene.

Men jeg har ikke noget at skulle have sagt. Jeg har ikke familie eller fuldtidsjobs. Jeg har bare mig. Jeg har masser af tid til at skrive. Jeg har så valgt at skrive sammen med en der har familie og fuldtidsjob – men hun har store børn, så det går nok endda.

Hvorom alting er, er jeg træt af den opgave nu. Jeg glæder mig til torsdag formiddag hvor jeg bare skal slappe af. ;-)

Singleliv – igen

•13. november 2009 • 3 Kommentarer

Marie Louise fra Singleliv irriterer den blindtarm de fjernede fra min krop for mere end 20 år siden. Gad vide hvorfor?

Jeg ser hende som den overfladiske selvbevidste pige, der i hvert fald ikke går på kompromis med den modellermand hun har lavet en eller anden gang. Og alligevel synes jeg det er fedt at vide at konen heller ikke kan finde noget som helst i kærlighedskarussellen.

Men burde jeg være SÅ glad for det, eftersom man ikke på ret mange måder kan sammenligne os. Hun er udadvendt, måske overfladisk, fart over feltet, gængse normer og holdninger, stor omgangskreds, slank, velplejet og det hele. Hun BURDE da kunne finde nogen, der ikke ligner en havelåge, som ikke er et jaloux monster og som ville elske hende.

Måske hun ikke har plads i livet til ham, når hun er så travl. Det tror jeg faktisk lidt. Jeg ville i hvert fald selv bakke gevaldigt, hvis jeg mødte en mand, der havde så mange jern i ilden. Men det bringer mig jo til min pointe!

Jeg er ikke som Marie Louise. Jeg har ikke et travlt liv, jeg er ikke så udadvendt, selvom jeg ikke vil betegne mig som indadvendt og jeg har nogle lidt anderledes holdninger. Jeg kan sq heller ikke finde ud af det. Men i mit tilfælde er det nok mere at jeg ikke tør satse på at jeg kan score i byen – det kan jeg nok kun i tilfælde af kl. 5-scoringer – og jeg bruger alt for meget tid på netdating, som i virkeligheden ikke er andet end kamufleret sex-forsøg. *suk*

Men hun irriterer mig altså. Gad vide om jeg ville trives i hendes liv?